Investorpolitikker

Informations og Kommunikationspolitik

Cemats politik for kommunikation med investorer.

Formålet med CeMat A/S’ informations- og kommunikationspolitik er at sikre, at CeMat A/S både nu og fremover anses for at være en solid, troværdig, tilgængelig og professionel virksomhed med et højt informationsniveau og ensartet informationsflow, herunder en åben dialog med aktionærerne.

Ledelsen ønsker at give aktionærerne det bedste grundlag for at vurdere selskabets aktier og dermed opnå en kurs, som afspejler selskabets aktuelle situation og dets fremtidsmuligheder.

Informations- og kommunikationspolitikken skal samtidig sikre, at CeMat A/S opfylder oplysningsforpligtelserne til aktiemarkedet, og at intern viden, som kan antages mærkbart at få betydning for kursdannelsen, ikke er tilgængelig for uvedkommende.

Dette betyder bl.a., at CeMat A/S rettidigt og i overensstemmelse med gældende regler offentliggør oplysninger om væsentlige forhold, der har betydning for selskabet og må antages at kunne påvirke aktiekursen. Alle oplysningerne vil fremgå af selskabets hjemmeside umiddelbart efter offentliggørelsen via Nasdaq Copenhagen og vil blive sendt til alle, der står i selskabets database med kontaktoplysninger. 

CeMat A/S offentliggør delårsrapporter og årsrapporter i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder (IFRS) på engelsk, og alle øvrige meddelelser offentliggøres henholdsvis på dansk og engelsk.

Selskabet holder møder med aktionærerne/investorerne efter offentliggørelsen af selskabets årsrapport og årsregnskab.

CeMat A/S sikrer, at oplysninger, der ikke tidligere er blevet offentliggjort, ikke videregives på møder med investorer. Alle spørgsmål vedrørende aktier, kursbevægelser, omsætning og forventede resultater skal rettes til bestyrelsesformanden eller den administrerende direktør. CeMat A/S har fastlagt et tidsrum på 30 dage forud for offentliggørelsen af årsrapporten og kvartalsrapporterne, hvor selskabet ikke udtaler sig over for investorer, finansanalytikere, pressen eller andre interesserede om økonomiske forhold eller deltager i møder med investorer. Tilsvarende vil selskabet ikke i perioden fra regnskabsårets afslutning og indtil offentliggørelsen af årsrapporten kommentere forhold, der vedrører regnskabet.

CeMat A/S’ aktionærer kan via deres bank få deres aktier noteret på navn. Når navnenoteringen er foretaget, kan aktionæren logge ind på aktionærportalen og indtaste sin mailadresse og således modtage oplysninger som aktionær i selskabet. Herefter vil aktionæren modtage børsmeddelelser pr. mail, umiddelbart efter de er offentliggjort.

Spørgsmål og kommentarer er velkomne og kan rettes til:

CeMat A/S
c/o DLA Piper Denmark Advokatpartnerselskab
Oslo Plads 2
2100 København Ø
+45 33 34 00 58
Danmark

Investor-mail: investor@cemat.dk

 

 

Udbyttepolitik

Cemats politik for udlodning af udbytte til aktionærer.

Det er Cemats politik at udlodde udbytte i niveauet 1/3 af årets resultat efter skat for på den måde at give aktionærerne et kontant afkast. Udlodningen af udbytte vil dog ske med respekt for kapitalstruktur og for de investeringsbehov og - muligheder, der skal sikre koncernens fremadrettede udvikling og vækst.